Lækre og sunde 'karamel' småkager



Bag dem eller spis dem rå, det er lige delikat!
Smager som karamel - men er sunde.
Kagerne bliver ikke crunchy, men lidt seje, netop som karamel.
Bag disse lækre småkager eller kiks til kaffen eller som et sundt mellemmåltid til børnene. De kan lægges sammen med creme, Nutella (hjemmelavet), mandelsmør, peanutbutter og lignende efter eget valg.
De kan spises som frugtkugler eller som små rå kager.
Du kan presse dem i små tærteforme og anvende dem rå, eller bage dem, se senere i opskriften.

Opskriften kræver en foodprocesser eller blender.

1 dl rå cashewnødder
1 dl mandler
1 dl bløde dadler uden sten
3 (store) spsk kokossmør (kokosolie med revet kokos i) eller kokosolie
en smule fint havsalt

Blend nødderne til mel. Udsten dadlerne, der skal være af den meget bløde slags (eller udblødes nogle timer), kom dadlerne, et nip salt og kokossmør i blenderen. Blend til du får en sammenhængende masse.

Til småkager: stil dejen koldt 1/2 time. Rul så dejen ud mellem to stykker bagepapir til et par milimeters tykkelse. Stik små kager ud med et glas eller en udstikker, som du jævntlig dypper i koldt vand. Sæt småkagerne på bagepapir og bag dem 5 minutter ved 200 grader. Pas meget på med tiden, de bliver let for mørke. Afkøl så kagerne og spis dem enten som de er eller med dit favoritfyld i mellem. De kan også pyntes med chokoladestriber: smelt god mørk chokolade i et vandbad, hæld den let afkølede smeltede chokolade i en frysepose, som du klipper et lillebitte hul i et hjørne af, og lav striber på kagerne.

Frugtkugler: afkøl dejen let og rul så kugler på størelse med en valnød, rul dem evt. i kokosmel, eller dyp dem i smeltet mørk chokolade.

Små tærter:
Laves dejen til rå tærter, så foer tærteformene med plastfolie før de presses i, sæt kagerne på køl nogle timer, og de kan der efter tages op af formene - og stå selv. Fyld dem så med et koldt fyld efter eget valg, og server dem med det samme.
Bages dejen, så pensl formene med lidt fedtstof (se note), eller bagepapir. Små tærter skal bages ca. 10 minutter ved 180 grader, afkøles og fyldes. Eller fyldes først og bages med fyld i 15-20 minutter ved 200 grader, afhængig af hvad du putter i dem.

Note: Regn ikke med at tærterne kan tages ud af formene, hvis du har smurt dem, spis i stedet de små tærter af formene.

Kommentarer